Han er ellers ikke meget for at bruge ordet kunstner om sig selv. Kunsten er hans helle fra hverdagen. Et univers, hvor han kan glemme alt omkring sig i sin stræben efter det perfekte uperfekte.
Et start-kit foræret af kæresten i 1999 blev det, der satte Jacob i gang. I lejlighedens lille køkken blev møblerne rykket væk, og på linoliumgulvet blev de første værker født. Som person er Jacob i den grad nede på jorden, og det er han også som kunstner. I bogstaveligste forstand. Når Jacob er i gang med at skabe sine malerier foregår det på gulvet. Han har prøvet med et staffeli, men det virker ikke for ham – han er nødt til at rode rundt på gulvet.
Kunsterlivet leves i fritiden. Så må bilen finde sig i at holde uden for garagen, for det er her, Jacob udfordrer sin passion. Der kan gå mange måneder imellem, at han dyrker sin interesse. Pludselig er der bare hældt så meget inspiration på hjernebarken, at det bobler over og skal omsættes til leg på lærred. I sit daglige arbejde som art director på et reklamebureau ved han alt om at arbejde med lag og perfekte kompositioner. Om at finde udtryk. Det tager han med sig videre i sit arbejde med kunsten.
Når Jacob går i gang med et nyt lærred er det ofte med en ide eller nogle ord, der skal sættes ind i hans kreative univers. Det er ikke til at sige, hvor det ender. Men fælles for alle værker er, at han leder efter den helt rigtige sammensætning af lag. Af smadrethed. Af symboler. Af patina. Det perfekte uperfekte.
Værkerne er udtryk for en kontrolleret grimhed. De bryder de pæne hvide flader og byder beskueren inden for i en verden, hvor der er tænkt over hver en detalje, hvert et lag og hver en overflade.
Tag med – og bær over med at manden bag sikkert aldrig bliver helt tilfreds …
